En langsom computer kan for de fleste hurtigt blive et stort irritationsmoment i hverdagen, og det kan derfor det være fristende at kassere den langsomme PC til fordel for en ny af slagsen.

Men inden du går ud og bruger unødvendige penge på en ny, præsenterer vi dig i dette indlæg for de oplagte grunde til, at din computer med tiden begynder at opføre sig langsomt og mister dens hurtighed.

Vi har taget en snak med vores dygtige teknikere, der her giver deres bedste råd til at bekæmpe en langsom PC.

Min computer er blevet langsom – hvad gør jeg?

Ingen PC'er er ens. Derfor er der heller ikke noget gyldent svar på ovenstående spørgsmål. Der kan nemlig være mange årsager til, at din computer er begyndt at opføre sig langsomt og unormalt. Vi gennemgår i dette indlæg de 10 grunde vores teknikere oftest møder.

Vi giver dig naturligvis også tips og tricks til hvordan du tester de forskellige ting af, og hvordan du kan løse netop det problem din computer er rendt ind i.

Bemærk: De 10 tips du får i dette indlæg, forudsætter alle, at din computer er blevet langsom med tiden, og ikke har været langsom fra start. Vi har rangeret årsagerne til en langsom PC efter sandsynlighed – startende med den grund vi oftest ser.

1. Din disk er ved at være fyldt

Den oftest sete årsag til, at du oplever en langsom PC er, at din computers lagringsplads er ved at være opbrugt. Din disk (typisk HDD eller SSD) er stedet hvor alle din computers informationer som fx billeder, dokumenter, filer og film lagres.

Du kan tjekke, om dette er tilfældet for dig ved at søge på ‘Denne PC‘ i søgefunktionen. Her kan du tjekke hvor mange GB, der er tilbage på din disk ved at tjekke ‘Windows (C:)‘. Har din computer en SSD-disk, skal du som tommelfingerregel altid sørge for af have mindst 20GB ledig plads for at undgå fald i performance

Med en HDD (Hard Disk Drive) er sagen en anden sag – jo mere du har liggende, jo dårligere performance vil du opleve. Derfor anbefaler vi også altid, at du vælger en SSD-disk i din computer.

Er computerens disk ved at være fyldt, er der heldigvis flere redskaber, du kan gribe i værktøjskassen – nogle mere kompliceret og omfattende end andre. Det er derfor op til dig selv, hvilke(n) metode(r), du har lyst til at give dig i kast med.

Slet de programmer du ikke længere bruger

Det nemmeste sted at starte er ved at tage et kig på listen af installerede programmer, og spørge dig selv, om der er nogle af dem du kan undvære?

Du finder listen af programmer ved at søge på 'Tilføj eller Fjern program' i Windows’ startmenu. Det er også her, at du fjerner de programmer, du mener, at du ikke længere får brug for.

Beslutter du dig for at frigøre plads på din disk ved at slette programmer, er det vigtigt, at du ikke blot sletter programmappen. Du får nemlig ikke fjernet hele programmet, og du opnår dermed ikke det egentlige formål. Brug derfor ovenstående metode - på den måde kan du være sikker på, at det bliver gjort korrekt.

Læg billeder, videoer mm op i skyen

Billeder, videoer og film kan hurtigt fylde lagerpladsen til din PC. Derfor kan du overveje, om de filer, du har liggende lokalt, kan overføres til en fx en cloud-løsning, et USB-stik eller en ekstern harddisk. Derved frigiver du en masse lagerplads, hvilket kan bidrage positivt til din computers overordnede hastighed.

Det har også den fordel, at skulle det utænkelige ske, at din PC går ned, vil du altid have adgang til dem. Læs vores blogindlæg om backup af computere, hvor du kan få inspiration til hvad du skal gøre med de filer, du har liggende lokalt.

Kør en diskoprydning og slet midlertidige filer

Computere med Windows 10 har funktionen ‘Diskoprydning’ installeret som standard. Med denne software installeret, foreslår din computer selv hvilke filer, der kan slettes – herunder fx midlertidige filer og indholdet i papirkurven.

Du finder denne funktion ved at søge på ‘Diskoprydning’ i Windows’ søgefunktion.

2. Du har for mange programmer, der kører i baggrunden

Selvom du tror, at du har lukket alle programmer ned, er der en risiko for, at der kører delelementer af programmerne uden du ved det – og det kan sløve hastigheden på din computer.

Du kan tjekke hvor mange programmer der kører ved at åbne computerens ‘Jobliste’ – den finder du ved at klikke på Ctrl + Alt + Delete (samtidig). Her har du mulighed for at lukke ned for de programmer, som kører i baggrunden. Det er i denne sammenhæng vigtigt, at du ikke lukker ned for programmer der er essentielle for computerens drift.

Derfor anbefaler vi, at du kun lukker ned for de programmer du ved hvad er, og som du ikke skal bruge.

Oplever du en yderst langsom opstart kan det skyldes, at din computer forsøger at køre for mange programmer på samme tid som den øvrige opstartsproces. Ved at deaktivere unødvendige programmer i forbindelse med opstarten, vil du fremover opleve, at den tager et gear eller to op hastighedsmæssigt.

Du kan deaktiverer programmer ved opstarten af din PC ved igen at åbne ‘Joblisten’ – herefter klikker du på ‘Start’. Herfra kan du vælge hvilke programmer, du gerne vil have at din computer starter op parallelt med den normale opstart.

3. Din computer trænger til en rengøring og/eller geninstallation

Støv kan være roden til alt ondt – i hvert fald når det kommer til hastigheden på din computer. For meget støv i computerens indre kan, udover at gøre den langsommere, fx ses på tegn som høje temperaturer, hvor du hurtigt vil få en PC, der føles brandvarm.

Mistænker du at din langsomme computer, kan det skyldes manglende rengøring (og fjernelse af støv). Det kan du nemt overkomme ved at læse vores guide til rengøring af computer. Vi anbefaler, at du foretager en fysisk rengøring af din PC hver sjette måned – dermed minimerer og forebygger du risikoen for, at den bliver langsom.

Har du styr på rengøringen af computerens hardware, og har det stadig ikke løst dit problem, er det nærliggende, at du også tager et kig på computerens software. Din computer lagrer et hav af oplysninger, som over tid fylder og optager en masse plads. Derfor kan en geninstallation ofte være en kærkommen hjælp, som vi anbefaler at du prøver af.

Har du aldrig geninstalleret computerens operativsystem (Windows, MacOS, Linux mm.), er det med garanti et forsøg værd. Er du i tvivl om, hvordan du skal bære dig ad, har vi lavet en vejledning, hvor vi trin-for-trin guider dig igennem en geninstallation af Windows 10.

Uanset om du kaster dig ud i den ene af ovenstående løsningsforslag, eller begge, er det vigtigt, at du tager en backup inden – bare for en sikkerheds skyld.

4. Din computers hardware er slidt

En computer med 3-4 år på bagen vil af naturlige årsager ikke længere føles lige så hurtig, som da du købte den. Dermed ikke sagt, at det er nødvendigt, at du udskifter hele computeren. Ofte ser vi, at en computers processor er i stand til at følge med udviklingen i 6-10 år.

De hardwaremæssige syndere kan derfor være for lidt RAM eller en disk (SSD eller HDD), der er slidt, og derfor trænger til en udskiftning. Det er ganske enkelt ikke nødvendigt at udskifte hele computeren, hvilket også er et mere økonomisk- og miljøbevidst alternativ.

Har du ikke den største tekniske snilde, og vælger du at udskifte din PC’s disk eller indsætte flere RAM, anbefaler vi at du alliére dig med en der har prøvet det før. Der er nemlig en del faldgruber, du skal være opmærksom på som fx installation af operativsystem.

Hos Refurb foretager vi ikke udskiftning af RAM og disk, som service. Vi forhandler dog enkeltstående dele, du kan bruge i kampen mod en langsom PC.

Udskifter du computerens standard disk, skal du være opmærksom på, at du ved brug af garanti eller reklamationsret, kan møde et krav om at den originale disk skal være sat i. Det er ligeledes vigtigt at påpege, at det ikke er alle computere hvor opgradering og udskiftning af disk og RAM er er muligt.

5. Du har installeret 2 antivirus programmer ud over Windows Defender

Har du flere antivirus-programmer installeret, vil det desværre gøre mere skade end gavn – de vil reelt set bekæmpe hinanden, og derved medvirke til en langsom PC. Hvor Windows’ eget antivirusprogram, Windows Defender, har den smarte funktion, at det automatisk slås fra, når du installerer et andet program som fx Avast, er det anderledes med andre antivirus-programmer.

Vælger du hen ad vejen at installere endnu en software (fx Norton, Bullguard eller lignende), er det vigtigt, at du får afinstalleret dit eksisterende antivirus-program – i dette eksempel Avast.

Sådan finder du en liste med installerede programmer på Windows 10:
Klik på ‘Kontrolpanel’ i start menuen → Klik derefter på ‘Programmer’ → Klik på ‘Programmer og funktioner’

6. Din computer har været tændt i for lang tid

Du kender det sikkert selv. Du er færdig med at bruge din bærbare computer, men i stedet for at slukke computeren helt ned, lægger du computeren hurtigt fra dig ved at lukke låget ned så den går i slumre- eller dvaletilstand.

Selvom det umiddelbart virker harmløst, og klart den nemmeste (og hurtigste) måde, at lukke ned, kan denne manøvre have en indflydelse på din computers overordnede hastighed. Din computer får nemlig ikke mulighed for at gennemføre alle processer, hvilket sløver den.

Vi anbefaler, at du slukker (eller genstarter) din computer mindst én gang hver anden dag. På den måde frigiver du en masse af computerens hukommelse og holder den hurtig.

7. Din performance-indstillinger er indstillet forkert

Mange nyere computere kommer som standard med balanceret strømindstillinger og en forholdsvis lille strømforsyning – primært for at holde computerens mobilitet høj. Har du følelse af, at din computer er blevet langsom, kan et skifte til en høj performance strømindstilling give et godt boost.

Sådan ændrer du på strømindstillingen i Windows 10: Klik på Windows-ikonet og åben ‘Kontrolpanel’. Klik på ‘Hardware og lyd’, derefter ‘Strømstyring’. Her har du mulighed for at vælge forskellige “niveauer”.

Vær opmærksom på, denne løsning muligvis gør, at din computer begynder at aflade sig selv imens du bruger den. Er det tilfældet, skal du højest sandsynligt have fingre i en større strømforsyning (oplader). En gennemsnitlig bærbar PC kører med strømforsyninger mellem 45W og 90W.

8. Din internetforbindelse er for langsom

De fleste af os har anno 2020 adgang til en hurtig bredbåndsforbindelse. Alligevel kan en dårlig router eller måske en dårlig forbindelse gøre, at din PC føles utrolig langsom – selvom den reelt ikke er det.

Oplever du, at din computer er ekstra langsom ved fx Internetsurfing, streaming af film og serier, når du åbner hjemmesider og lignende, er det en god idé at starte med at tjekke hastigheden på din internetforbindelse.

Internethastigheden måles i mbps (megabit per sekund), som angiver hvor meget data din internetforbindelse kan hente pr. sekund.

Til at tjekke din internetforbindelse, kan du anvende forskellige online services – herunder www.fast.com, som viser dig hvor mange mbps din forbindelse er udstyret med. Viser resultatet af testen en hastighed på under 10 mbps, kan dette være årsagen til længere loadtider. Til streaming i 4K som på fx Netflix kræves omkring 20 mbps.

Oplever du en væsentlig lavere internetforbindelse end den du betaler for, anbefaler vi, at du tager fat i din internetudbyder. De vil kunne hjælpe dig med at finde den konkrete fejl i dit setup.

9. Du har fået virus eller malware

Den evige fare og enhver computerejers værste mareridt; virus og malware. Når du surfer online er der altid en risiko for, at din computer kan blive inficeret med alverdens virus og malware. Har du et antivirus-program installeret, klarer den det meste, men har du fået klikket på et “dårligt link”, kan det værst tænkelige alligevel ske.

Den nemmeste måde at sikre, at det ikke er tilfældet er, at køre en fuld antivirus- og malware scan af din PC engang i mellem – gerne én gang månedligt. I de fleste antivirus-programmer har du mulighed for at indstille en automatisk scanning.

Har du ikke et antivirus- og malwareprogram installeret i forvejen, kan du ved en hurtig googlesøgning, finde et stort udvalg af udbydere. Vi anbefaler bl.a. AVG og Norton, som er blandt branchens mere anerkendte software.

Viser en scanning, at din computer er inficeret, og lykkedes det ikke at fjerne det hele vha. software, kan du med fordel overveje, om du skal geninstallere computerens operativsystem.

10. Enkelte hardwaredele kan være defekte

Har du været hele vores liste igennem, er der risiko for, at computeren desværre har en defekt. Derfor bør du få tjekket din computer, det sted du har købt den. Har du stadig din garanti eller reklamationsret, tager du blot fat i den udbyder, som du har handlet hos.

Er perioden for garanti og reklamationsretten udløbet, skal du ud og finde en god reparatør. Da vi ikke tilbyder reparationer som service, får du et godt råd med på vejen. Du skal altid sørge for at få et prisoverslag inden du takker ja til at få computerens defekt udbedret. Sørg ligeledes for, at undersøge det pågældende steds renomme på fx Trustpilot.

Er computeren umuligt at istandsætte, eller vurderer du, at prisen er for høj, og at du ikke kan leve med en langsom PC, kan allersidste udvej være at investere i en ny computer. Hos Refurb får du 24 måneders garanti på alle PC’er. Du er på den måde sikret mod eventuelle fejl, som skulle vise sig hen ad vejen.

Synger din computer på sidste vers?

Har du, trin og trin kæmpet dig igennem vores liste, og er kommet frem til til den konklusion, at din nuværende computer synger på absolut sidste vers, finder i skrivende stund et stort udvalg af stationære PC'er og bærbare computere fra anerkendte brands som Lenovo, HP, Apple og Dell på vores webshop.

Vores hold af IT-eksperter sidder klar til at hjælpe dig med ethvert spørgsmål du måtte have – uanset om det er til gode råd, valg af PC eller noget helt tredje. Du fanger dem på telefon 7020 3647, mail info@refurb.dk eller ved at smide en kommentar under indlægget.

 
 
 
 
Se alle bærbare computere

Andre læste også

Sådan beskytter du din mobil eller computer i kulden
Sådan nulstiller du din computer og giver den nyt liv
Guide: Sådan rengør du din computer

{{ commentCount }} kommentarer

Skriv et svar