Denne guide vil klæde dig på, så du nemt kan finde dit næste gaming-tastatur. Du kan bl.a. se frem til emner som switches, input lag og trådløs gaming. For nogen kan disse termer virke som det rene volapyk – andre er helt på bølgelængde med de noget nørdede termer.
Er du landet på denne guide i jagten på mere basal viden og information eller mangler du en dybere grundforståelse for tastaturer, kan du læser den generelle guide til valg af tastatur. Her finder du mere basale ting, som du bør tage med i overvejelserne, når jagten på et nyt keyboard sætter ind; det gælder bl.a. layout, formfaktor og type af tastatur.
Hvordan adskiller et gaming tastatur sig fra et ”normalt” tastatur?
Der er grundlæggende rigtig mange ligheder mellem et tastatur til gaming og et tastatur til hverdags- eller kontorbrug – fx opsætningen, hvor der ikke er nogen nævneværdig forskel på de to typer af keyboards.
Den helt store forskel derimod, finder du på tastaturets æstetiske layout. Her er især brugen af RGB-lys, der skifter farve i takt med, at du taster løs, efterhånden er blevet en fast bestanddel og mere en regel end en undtagelse inden for markedet for gaming-tastaturer.
Udover taster, der kan lyse ethvert rum op i alverdens farver, finder du på rigtig mange tastaturer til gaming, ekstra taster til features, der er giver en ekstra god gamingoplevelse – fx giver nogle modeller dig mulighed for at deaktivere ’Windows’-tasten, mens du er in-game.
Mindre taster, hvor du kan gemme tastekombinationer eller genveje, som hurtigt kan bruges midt i et spil, er også en funktion, du kun vil kunne finde på et tastatur til gaming.
Og så er der kvaliteten – især på highend-udstyr. Rigtig mange af de førende producenter inden for gaming-udstyr (Logitech, Razor, Cooler Master mm.) producerer hardware i materialer, der holder bedre og længere.
Skal jeg vælge et mekanisk- eller membrantastatur?
Er du på markedet efter et keyboard til gaming, er det vigtigt, at du indledningsvis gør op med dig selv, hvilken type tastatur, du skal vælge – der kan nemlig være stor forskel på, hvilken oplevelse du får, og derved også den glæde, du på sigt vil få af dit gaming keyboard.
Når snakken falder på netop valg af gaming-tastatur, er de mest udbredte og mest anvendte typer, såkaldte ’membrantastaturer’ og ’mekaniske tastaturer’. Men hvad er forskellen – og hvad skal jeg vælge til gaming?
Sagen er den, at et mekanisk tastatur er det optimale valg for rigtig mange gamere, da du får en lige aktivering, så snart tasterne trykkes ned – og det er en fordel, når du skal være hurtig på tasterne. Et mekanisk tastatur har et ”lige niveau” af det, der i fagtermer kaldes taktisk feedback, hvilket betyder, at du skal anvende samme styrke til at trykke tasten ned hele vejen.
Den mekaniske del af mekaniske keyboards introducerer dog generelt en større lyd, da der netop ikke er nogen gummimembran til at mindske lyden. Vil du gerne have fordelene fra det mekaniske med mindre lyd, så findes der også low-noise keyswitches, men du får aldrig helt fjernet den ekstra lyd, et mekanisk tastatur medbringer.
Ud over ovenstående har mekaniske tastaturer også en fordel, når det kommer til rengøring og levetid. Tasterne kan nemt tages af, hvilket gør rengøringen af tasterne til en leg.
Membrantastaturet omsætter først din handling på tastaturet til en reel handling, når tasterne er trykket helt i bund. Det skyldes, at gummiet under tasterne, vil presse imod for at skubbe tasten op igen, hvilket gør, at der er mere modstand mod bunden af tasten.
Fordelene ved et membrantastatur er, at de er støjsvage sammenlignet med den mekaniske type, og dertil kommer prisen, som er noget lavere. Ulemperne er derimod, at denne type tastatur er svære at rengøre, da tasterne – modsat et mekanisk tastatur – ikke kan tages af. Kvaliteten ses heller ikke på samme niveau, som det mekaniske tastatur.
Selvom den største ulempe ved mekaniske tastaturer er prisen, opvejes det af alle de fordele der er – og derfor bør du til hver en tid vælge et mekanisk tastatur til gaming.
Hvilken keyswitch skal jeg vælge til gaming?
Du er forhåbentligt kommet til den konklusion, at det mekaniske tastatur er det rette til gaming? I så fald er det næste, du skal tage stilling til, hvilken type keyswitch du skal vælge.
Når man taler om mekaniske tastaturer, har hver eneste tast sin egen switch, der er den mekaniske mekanisme, som registrerer dit tastetryk – og her vil du lynhurtigt opleve, at tastaturmarkedet er fyldt med vidt forskellige switches.
Der findes to typer keyswitches, som reagerer lidt forskelligt: Lineære- og taktile keyswitches. For at understrege pointen med valg af switch, tager denne guide udgangspunkt i de mest populære switches fra producenten Cherry.
Bemærk: Det er dog vigtigt at påpege, at der også findes andre producenter med andre switchtyper – mere om dem senere.
Lineære eller taktile switches – hvad skal jeg vælge?
Lineære switches er, som navnet antyder, taster der glider direkte/lineært ned uden modstand, når du trykker på tasten.
Med taktile switches vil du derimod, cirka midtvejs nede i trykket, møde ekstra modstand. Dette kommer på tastens aktiveringspunkt, altså der hvor tasten reelt set først sender signalet til computeren, om den handling, der skal foretages.
Hvad der er det bedste valg, er en subjektiv sag. Det er nemlig meget individuelt og det bedste råd er derfor, at du ganske enkelt prøver dig frem. Gaming-tastaturer er generelt ikke billige, men i mange elektronikvarehuse har du mulighed for at afprøve de forskellige typer, og dermed komme nærmere på din præference, inden du beslutter dig.
Actuation force og Travel distance – vigtige termer
Du vil i dette afsnit blive introduceret til begreber, der er sigende for den oplevelse, dit kommende gaming-tastatur vil give dig – det gælder termerne ’Actuation force’ og ’Travel distance’.
Actuation force (Aktiveringskraft) handler om, hvor meget modstand den enkelte tast giver, når du trykker den ned. Nogle gamere foretrækker at skulle trykke til – her er en høj ’actuation force’ at foretrække, hvor andre ønsker, at tasten nemt kan trykkes i bund.
Det er svært at rådgive om, hvorvidt en høj eller lav actuation force er at foretrække, da det ganske enkelt er et spørgsmål om smag og behag – og dit valg afhænger derfor af netop den gamingoplevelse, du ønsker.
Travel distance fortæller hvor langt ned tasten skal trykkes, før den ønskede handling videresendes og overføres til en handling på din computerskærm. Igen et spørgsmål om individuel smag og præference.
For at tilpasse sig til den enkelte gamer og for at ramme de fleste behov, har Cherry udviklet en række forskellige taster (og keyswitches) til forskellige behov. Foruden denne korte opsummering af de forskellige typer af taster, vil du altid kunne læse mere om de enkelte switches på Cherrys eget website.
- Cherry MX Red: Den klassiske Cherry-tast med lineære switches og lav trykmodstand. Velegnet til FPS (First Person Shooter) og MMO (Massively Multiplayer Online) spil. Denne tast findes også i en mere støjreducerende udgave, kaldet ’Silent Red’.
- Cherry MX Silver: Har same trykmodstand som MX Red, men har en mindre travel distance og derved en meget følsom tast, der nemt kan dobbeltaktiveres, hvis du ikke er vant til at bruge den.
- Cherry MX Black: Den tast med højst trykmodstand af alle og dermed den type tast med det højeste lydniveau, når du taster. Kendetegner din gamingstil sig ved hårde tryk på tasterne og har du brug for taster, der kan holde til det, er MX Black muligvis det oplagte valgt til dig.
- Cherry MX Brown: En taktil tast, hvor trykmodstanden er den bløde mellemvare, hvilket har gjort den til en yderst populære ”all-round”-tast, der kan bruges til det meste, grundet den gode balance mellem actuation force, travel distance og lydniveau.
- Cherry MX Blue: Ligesom ovenstående, er MX Blue også en taktil tast, dog med en større actuation force og en længere travel distance sammenlignet med MX Brown. Det gør den oplagt til dig, der skal skrive meget, men det betyder også, at tasterne er meget lydhøre.
Cherry-tasterne er for mange de mest populære switches inden for gaming og du vil ofte finde dem i en række andre tastaturproducenters hardware. Det skal dog siges, at der er konkurrerende producenter, der har valgt at lave deres egne taster – heriblandt Razer og Logitech.
Razer har indsnævret deres sortiment til tre typer: Grøn, gul og orange. De følger meget lignende principper, som Cherry-tasterne, men Razers egen specifikke opsætning kan du læse mere om på Razers website.
Logitech producerer både lineære og taktile switches, og har oven i det, deres specielle Romer G-tast, der er lavet til at være endnu mere holdbar og robust end en normal tast. Du kan læse mere om Logitechs mekaniske switches på deres hjemmeside.
Det bedste råd – som allerede er blevet berørt et par gange – er, at du prøver dig ad, indtil du finder den type taster, der giver den bedste oplevelse for netop dig.
Skal jeg vælge et kablet eller trådløst gaming keyboard?
Slutteligt, men ej at forglemme, er spørgsmålet hvorvidt dit næste gaming keyboard skal være kablet eller trådløst?
Hvor der før i tiden var en større forskel på fx responstiden, er der heldigvis sket så meget inden for den trådløse teknologi, at vi nu er på et punkt, hvor det, for alle undtagen de professionelle gamere, ikke gør nogen mærkbar forskel.
Det er, ligesom med mange andre faktorer for valg af gaming-tastatur, et spørgsmål dit generelle setup og hvad der passer ind. Ingen har lyst til at keyboardet løber tør for strøm lige midt i et spil, men her advarer de fleste trådløse gaming-tastaturer heldigvis i så god tid, at du kan nå at skifte det ud, inden det koster på den digitale slagmark.
Den klare fordel ved et trådløst tastatur er den frihed det giver – samtidig får du muligheden for et mere rent setup på skrivebordet.
Se udvalget af tastaturer lige her
{{ commentCount }} kommentarer