Har du oplevet, at din computer bliver langsommere over tid? En computer gemmer og lagrer flere oplysninger, når den bliver brugt. Over tid bliver det til mange oplysninger, der fylder og optager plads på din computer. Derfor kan du med en nulstilling af din computer få en hurtigere computer, der næsten føles ny.
Din computer gemmer informationer, hver gang du bruger den. Det kan være alt fra din browserhistorik, til ændringer i dit Word-dokument eller hvor langt du er nået i et spil. Selvom du sletter nogle af disse informationer, vil små fragmenter stadig kunne være gemt på din computer.
Derfor ender der over tid med at ligge overflødige oplysninger, der optager plads og gør din computer langsommere.
Sådan fungerer en gendannelse/nulstilling af din computer
En nulstilling fungerer ved at slette operativsystemet og geninstallere det. Det gør, at alle de overflødige data bliver fjernet og computeren får mere plads. Det kan være fordelagtigt at nulstille din computer en gang årligt for at opretholde din computers optimale ydeevne.
OBS: Det er vigtigt, at du lader din computer stå under nulstillingen og ikke rører ved den, medmindre den beder om det. Husk også at sætte computeren til en stabil strømkilde. En gendannelse kan tage mellem en halv og en hel time.
Inden du nulstiller din computer
Inden du går i gang med nulstillingen, skal du tage stilling til, hvor meget du vil gemme. Vil du beholde dine personlige filer eller har du programmer, du selv har installeret, som du gerne vil beholde?
En nulstilling vil slette de programmer, du selv har installeret. Det kan derfor være en fordel af skrive navnet på de programmer ned, du vil hente igen, så du husker dem.
Selvom du ved en nulstilling vælger at gemme dine filer, kan de risikere at blive slettet alligevel. Det er et kendt problem, der kan opstå under nulstillingsprocessen. Af den grund, er det en god idé at have foretaget en backup inden nulstilling, hvis der er filer på computeren, du ikke vil miste. Derfor gennemgår dette blogindlæg 4 måder at foretage en backup af din computer.
En god backupløsning til hele familien er en online cloud-løsning, hvor du har muligheden for at tilgå dine filer fra flere enheder. Nogle online backupløsninger tilbyder også deling med venner og familie. Det er særligt smart til familiebilleder og skoleopgaver, som du hurtigt kan finde frem fra en anden computer, så længe der er internet.
Sådan gendanner du din computer med Windows 10
1. Tryk på ”Indstillinger” i din Windows menu.
2. Tryk herefter på ”Opdatering og sikkerhed”.
3. Tryk på ”Genoprettelse”.
4. Tryk ”Nulstil denne PC” og herefter ”Kom godt i gang”.
Du skal nu vælge i hvilken grad, du vil gendanne din PC. Du får her to muligheder:
Gem mine filer
Hvis du vælger denne indstilling, vil dine personlige filer blive gemt og computeren sletter alle apps og drivere. Alle ændrede indstillinger vil blive fjernet og de programmer, computeren blev leveret med, vil blive geninstalleret, hvis computeren blev leveret med Windows 10.
Følg herefter vejledningen på skærmen.
Fjern alt
Her vil der ske det samme som for funktionen ”Gem mine filer” og derudover vil dine personlige filer også blive slettet. Med andre ord fjernes alt, hvilket selve etiketten på funktionen også antyder.
Når du fjerner alt, skal du tage stilling til, om du kun vil fjerne fra det drev, hvor Windows er installeret, eller om du vil fjerne fra alle drev. Skal computeren sælges, genbruges eller afleveres på genbrugsstationen, anbefales det at vælge ”Alle drev”. Det vil gøre det vanskeligere for en anden person at gendanne dine filer.
Tryk herefter ”Nulstil” for at bekræfte.
Nulstillingen vil herefter starte. Computeren vil slette alle apps og drivere og til sidst vil den slette og geninstallere Windows-operativsystemet. Denne proces er helt automatisk og du vil ikke skulle gøre noget her, selvom computeren genstarter flere gange.
Som tidligere nævnt kan en nulstilling tage længere tid og det er meget vigtigt, at du lader computeren stå og ikke slukker den.
Sådan gendanner du din MacBook
1. Tænd din MAC og tryk på kommando (⌘) og R.
2. Indtast din adgangskode.
3. Når du får fremvist hjælpeprogrammer, kan du starte din nulstilling. (Ønsker du, at computeren skal genbruges, kan det være en fordel at benytte diskværktøjet til at slette disken).
4. Tryk ”Geninstaller macOS”.
5. Klik på ”Fortsæt”. Der kan herefter ske følgende:
* Du vil blive bedt om en adgangskode. Du skal her indtaste din adgangskode.
* Skal du vælge mellem "Macintosh HD" eller "Macintosh HD - Data", vælger du "Macintosh HD".
Hvad er forskellen på formatering og nulstilling af en computer?
Med en nulstilling geninstalleres operativsystemet på din computer gennem en mere eller mindre automatisk proces. Formaterer du din computer, laver du en ren installation af Windows. Det vil sige alt på din computer slettes og kun Windows operativsystemet og Windows apps bliver geninstalleret.
Du vil derfor miste alle programmer din computer blev leveret med, herunder også Microsoft Office programmer som Word.
Du bør ikke benytte dig af formatering, medmindre du har et godt kendskab til computere og operativsystemet. Ønsker du at lave en formatering, kan du følge Microsofts guide til en ren installation af Windows 10.
Efter du har nulstillet din computer
Når din computer er færdig med nulstillingsprocessen, vil den normalt stadig føles langsommere. Det vil den, fordi der i baggrunden ligger nogle installationsrester, som computeren selv rydder op i. Derfor skal du lade computeren stå tændt i et par timer, uden at du bruger den aktivt.
Får computeren ikke lov til at stå, kan det tage 1-2 uger før denne proces er færdig og computeren opnår sin fulde hastighed.
Er din computer langsom efter gendannelse?
Er computeren efter nulstilling stadig langsommere end du ønsker, kan du med fordel opgradere den med en SSD-disk eller flere RAM.
SSD står for Solid State Drive og er en nyere type harddisk med en digital teknologi, der gør den hurtigere og mere robust. En SSD-harddisk giver ofte en hurtigere opstart og bedre brugeroplevelse end den ældre type HDD-harddisk.
Hvis du oplever, at din computer bliver langsommere, når du har flere programmer åbne på én gang, kan det give mening at tilføje flere RAM til din computer. RAM står for Random Access Memory og er computerens korttidshukommelse.
Hvert åbent program bruger RAM, når det kører og derfor kan det have betydning for din computers hastighed, hvis du bruger flere eller større programmer, end hvad din computer har RAM til.
{{ commentCount }} kommentarer