6 grunde til at købe brugt fremfor nyt IT
Nogle gange er nyt ikke bedre. Der er faktisk ret mange fordele ved at vælge brugt. Flere end du måske tror. Læs med her og bliv klogere på, hvorfor du skal vælge det genbrugte alternativ.
Læs mereHar din gamle mobiltelefon, PC eller tablet lagt og samlet støv de seneste par år, bør du kraftigt overveje, om det er ikke er på tide at hjælpe den videre i livet – enten hos en ny ejermand, hvor den kan gøre nytte eller i en helt ny form. Dette indlæg giver dig tips, tricks og gode fif til, hvordan du skaffer dig af med dit brugte elektronik på den mest bæredygtige måde.
Inden vi kommer for godt i gang, skal stregerne kidtes op for god ordens skyld – for hvad gemmer sig under begrebet ‘elektronikaffald’?
Elektronisk/elektronik affald går, i faglige kredse, under forkortelsen ‘WEEE’, som er en fælles betegnelse for alle elektriske apparater med et stik, en ledning eller et batteri, der har nået slutningen af dets levetid.
Definitionen tæller derfor, udover mobiltelefoner, computere og tablets, også andre elektriske produkter som f.eks. brødristere, el-tandbørster, TV’er og køleskabe.
For nogle virker det åbenlyst, men det er langt fra alle, der kender reglerne for korrekt håndtering af elektronikaffald. Har du lyst til at værne bedst muligt om vores fælles miljø, skal du undgå at smide din ødelagte el-tandbørste eller den forældede bærbare PC direkte i skraldespanden derhjemme – også selvom det er fristende, da det er langt den nemmeste og hurtigste løsning.
Det går ikke, da det har store konsekvenser for kloden. Sagen er den, at elektronik indeholder farlige og skadelige stoffer, både for dig, mig og miljøet, men samtidig går vi også glip af værdifulde ressourcer, som kan blive genanvendt til nyproduktion – og det er kun muligt, hvis du skiller dig korrekt af med dit brugte elektronik.
Computere, tablets, mobiltelefoner og meget andet elektronik indeholder, som nævnt i forrige afsnit, stoffer, der kan være skadelige for vort fælles miljø.
Skulle elektronik, stik imod anbefalingerne, ikke blive sorteret korrekt, vil det ende på det lokale forbrændingsanlæg, hvor det afbrændes sammen med bl.a. restaffald. Giftige stoffer som kviksølv vil blive brændt og frigivet i vores atmosfære samtidig med, at det vil sive ned og forurene grundvandet.
Det har samtidig den negative følge, at de dyrebare ressourcer, der findes i elektroniske apparater, ikke længere er mulige at genanvende.
Din mobiltelefon, computer – ja, sågar dit køleskab og din barbermaskine, har en del til fælles. Alle indeholder fx jern, platin, kobber og aluminium, som er enormt ressourcekrævende at udvinde i naturen.
Der er ganske enkelt store miljømæssige gevinster ved, at du sorterer dit ikke længere brugbare elektronik korrekt henne på den lokale genbrugsstation.
I 2019 producerede hver dansker i gennemsnit 24,8 kg. elektronisk affald, hvilket placerede os som den tredje mest affaldsproducerende nation fordelt på indbyggere – kun overgået af Norge og Storbritannien.
Vi danskere er rigtigt gode til købe, bruge og smide væk. Faktisk producerer vi så meget elektronikaffald, at vi indtager en (noget sørgelig) tredjeplads på verdensplan, når det kommer til produceret affaldsmængde pr. indbygger. Læg dertil det faktum, at mere end 70% af de farlige affaldsstoffer i vores affald kommer fra IT og elektronik – selvom det kun udgør 2% af den samlede mængde.
For at ændre kursen på denne kedelige statistik, er det ikke nok, at vi indleverer det elektronik der ikke fungerer på den lokale genbrugsstation.
Men hvor stor en forskel gør du egentlig, sidder du måske og tænker? For hvor stor en forskel gør det at indlevere din gamle iPhone, du ikke har brugt et par år, på genbrugsstationen?
Den forskel du gør, er stor. Er telefonen stadig fuldt ud funktionel, er det bedste og mest miljøvenlige du kan gøre, at du giver den bort eller sælge den, så den kan genbruges. Den største mulige forskel for miljøet opnås når vi genbruger, og derved forlænger levetiden på et produkt, der allerede er produceret.
For at gøre den største miljømæssige forskel, bør du overveje at rydde ud i skufferne derhjemme og gennemgå kælderen og få samlet alle de elektroniske apparater, der ikke længere bruges i husstanden – de er bogstavelig talt 380 gram guld værd. Du kan nemlig udvinde 380 g guld fra ét ton elektronikaffald, såfremt det behandles og håndteres korrekt.
Det gælder ikke kun elektronik, men en tilgang vi naturligvis også bør have til vores forbrug af møbler, tøj eller lignende produkter, som vi fra tid til anden vælger at udskifte.
Men er uheldet sket – og er det umuligt at få liv i din gamle PC, er den næstbedste løsning, at indlevere det på genbrugspladsen. Stort set alle materialerne i det elektronik, du har derhjemme kan genanvendes, og derved indgå i nyproduktion – faktisk hele 90%. Det eneste det kræver er, at det udvindes – og for at kunne det, skal det indleveres på den lokale genbrugsstation.
Har din gamle smartphone sunget på sidste vers, eller har du opgivet at få liv i computeren, du spildte vand ud over, er der, som nævnt i forrige afsnit, kun én vej. Der er naturligvis tale om den lokale genbrugsstation, hvor du kan indlevere dit brugte elektronik.
Når du indleverer dine elektroniske apparater på genbrugsstationen, er du med til at sikre den mest miljøvenlige bortskaffelse. Elektronik indeholder, som sagt en række materialer, der kan være en stor gevinst for miljøet, så længe det genanvendes.
Efter du har indleveret din brugte computer eller mobiltelefon, vil godkendte affaldsbehandlere indsamle, adskille og opdele dit og andres brugte elektronik i materialetyper som fx plast, kobber og aluminium. Farligt og giftigt affald, som batterier og kviksølv bliver sorteret fra og afskaffet på den mest miljømæssige måde. De resterende “rene” materialer vil nu kunne indgå i nyproduktion.
På genbrugspladsen findes der særlige opbevaringsbeholdere/bure for elektronik. Det er dog vigtigt at pointere, at affaldssortering- og håndtering er bestemt ned på kommunalt niveau, hvorfor du bør tjekke op på reglerne for affaldssortering i netop din kommune.
Alternativ kan du rådføre dig med de ansatte på genbrugspladsen, der med garanti vil hjælpe dig af med netop det elektronik, du vil bortskaffe.
Har du fundet din gamle bærbare PC og dine tidligere mobiltelefoner frem fra gemmerne og kommet frem til, at de reelt set fungerer fint, bør du overveje, om du enten skal forære den væk til en der kan få gavn og glæde af den, eller om den skal sælges videre på fx Facebook Marketplace eller Den Blå Avis.
Som nævnt tidligere i dette indlæg, er genbrug den handling, der gør største enkeltstående forskel. Vælger du at give din gamle iPhone bort eller sælge den videre, er du med til at tænke cirkulært og med til at forlænge levetiden på et produkt, der allerede er produceret og talt med i “klimaregnskabet”.
Er du kommet frem til, at din computer, mobiltelefon eller tablet skal sælges eller foræres væk, er det en god idé, at du tager dine forholdsregler inden. Din mobil eller PC indeholder med garanti følsomme oplysninger, som helst ikke skulle komme i hænderne på fremmede.
Uanset om du vælger at indlevere din gamle computer eller mobil til genanvendelse på genbrugsstationen, sælge den videre eller forære den væk, skal du sørge for at dine data som fx dokumenter, kodeord, billeder og videoer er fjernet og slettet.
Du bør derfor sørge for, at din computers harddisk bliver formateret og din mobiltelefon nulstilles. Et alternativ er at ødelægge harddisken fysisk med fx en hammer.
Nogle gange er nyt ikke bedre. Der er faktisk ret mange fordele ved at vælge brugt. Flere end du måske tror. Læs med her og bliv klogere på, hvorfor du skal vælge det genbrugte alternativ.
Læs mere