Firewall

En Firewall er en sikkerhedsforanstaltning, som skal beskytte din computer mod uvedkommende. Det er din computers værn mod ubudne gæster såsom hackere, der gerne vil trænge ind i din computer eller dit hjemmenetværk.

Hvad er en Firewall?

En Firewall er et filter, der undersøger al data, der kommer via dit internet, ud fra nogle foruddefinerede regler. Firewalls scanner det indkommende data for at sikre, at disse data ikke indeholder noget ondsindet. En Firewall kan stoppe et skadeligt program eller en hacker i at få adgang til dine oplysninger.

De mest almindelige firewalls er hardwarefirewalls (en fysisk router/modem) og softwarefirewalls (et sikkerhedsprogram), men de udfører begge samme funktion. Hardwarefirewalls beskytter dig dog kun derhjemme ved dit modem, så hvis du tager din computer med på farten, vil det være nødvendigt med en softwarefirewall.

En softwarefirewall er som regel allerede installeret, når du køber en computer. Den aktiveres, når du tænder computeren første gang. Ofte er den en del af dit antivirusprogram (fx Windows Defender) eller operativsystem.

Hvad er forskellen på en Firewall og et antivirusprogram?

Hvor en Firewall skal ses som et filter, der scanner alt der kommer ind og ud af computeren, skal antivirusprogrammet ses som den ekstra sikkerhed, der scanner det, der faktisk kommer igennem filteret.

Hvis der nu skulle komme noget ondsindet igennem filteret, så er det antivirusprogrammets opgave at finde det og løse det.

Relaterede ord